Reparation af færge trækker ud: Sejladser udskudt

Først sidst på aften forventes en færgerampe på Fanø at være repareret, så biler igen kan køre af og på færge

En defekt færgerampe på Fanø volder fortsat store problemer for sejladsen mellem Esbjerg og Fanø.

Det var ventet, at problemet ville være løst lørdag sidst på eftermiddagen.

Men meldingen er, at færgerampen på Fanø først er klar sidst på aftenen.

Det oplyser kommunikationschef Jesper Maack fra Molslinjen.

– Det bliver først mellem klokken 22 og 23. Så lang tid går der desværre. Det er ret kompliceret, siger han lørdag eftermiddag.

Det var lørdag formiddag, at en løftecylinder på færgerampen på Fanø af uvisse årsager gik i stykker.

Det betød, at rampen faldt i vandet. I faldet blev den anden løftecylinder på rampen også beskadiget.

Planen er at sejle en kran til Fanø, så rampen kan løftes på plads igen.

Gående passagerer sejles fortsat til og fra Fanø, mens bilister altså må væbne sig med tålmodighed.

Når først sejladsen med biler ventes genoptaget, vil man ifølge kommunikationschefen fortsætte, “indtil kajen på Fanø og Esbjerg er tom for biler”, som han udtrykker det.

/ritzau/