Rengøringsassistent klemmes ihjel på Danish Crown: Får strakspåbud

Arbejdstilsynet har på besøg efter dødsulykke konstateret risiko for klemningsfare på slagteri i Holsted.

Danish Crown har fået et strakspåbud, efter at en rengøringsassistent tirsdag aften mistede livet i en ulykke på slagteriet i Holsted.

Strakspåbuddet er givet i forbindelse med Arbejdstilsynets besøg efter ulykken.

I besøgsrapporten, som Ritzau har fået aktindsigt i, fremgår det, at slagteriet skal sikre, at hæve/sænkeplatforme anvendes sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Ved ulykken blev den 54-årige rengøringsassistent klemt mellem to hæve/sænkeplatforme og afgik ved døden.

Hæve/sænkeplatforme bruges af Danish Crown i forbindelse med afslagtning af sider, fremgår det af besøgsrapporten.

Der en person på hver platform, som betjener den enkelte platform inde fra platformen. De ansatte arbejder i hele platformens bredde, og platformene kan være placeret i forskellige højder i forhold til hinanden, mens de bruges.

Platformene på slagteriet var opstillet med en afstand på cirka ti centimeter, skriver Arbejdstilsynet, der konstaterer, at der var fare forbundet med dem:

– Der var en klemningsfare mellem de to platforme, når platformene passerer forbi hinanden og dermed risiko for alvorlig personskade, skriver tilsynet.

Arbejdstilsynet skriver, at Danish Crown skal sikre, at brugsanvisningen til hæve/sænkeplatforme skal være let tilgængelige for ansatte, men at de ikke var tilgængelige under tilsynet natten mellem tirsdag og onsdag.

Tilsynet skal nu afgøre, om der skal ske yderligere på baggrund af sagen.

Det var tirsdag klokken 20.12, at Syd- og Sønderjyllands Politi fik anmeldelsen om den alvorlige ulykke.

Politiets vagtchef oplyste efterfølgende til migogvejen.dk, at rengøringsassistenten blev erklæret død på stedet.

Ifølge TV Syd var den afdøde rengøringsassistent fra Grindstedområdet. Han blev 54 år.

En spritny brandstation, der blev færdigbygget sidste år, er brændt ned til grunden – stationen havde ingen brandalarm.