Politiet og Beredskabsstyrelsen rykker ud farme med 62.000 dyr

Der er nye fund af fugleinfluenza på både Sjælland og Jylland. Det samme skete tidligere på ugen på Sjælland

Fødevarestyrelsen erklærer udbrud af fugleinfluenza i en kalkunbesætning i Sydvestsjælland og i en hønsebesætning i Sønderjylland.

Det betyder, at der skal aflives cirka 62.000 dyr.

Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

På en kalkunfarm tæt på Ruds-Vedby på Sjælland er næsten 40.000 kalkuner smittet med “en smitsom og meget dødelig fugleinfluenza”.

Det samme er 22.000 æglæggende høns i Tinglev i Sønderjylland.

Det viser prøver fra døde kalkuner og høns, som Statens Serum Institut har analyseret.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Beredskabsstyrelsen er til stede i Tinglev

Tidligere på ugen aflivede styrelsen tre store kalkunbesætninger – ligeledes på Sjælland, hvor det nyeste fund af den smitsomme syge er fundet.

– Det er bekymrende, at vi slutter ugen med endnu to store udbrud. Tidligere på ugen har vi måttet aflive tre store kalkunbesætninger i Sydvestsjælland, og vi må på baggrund af de mange udbrud endnu en gang advare om, at smitte fra vilde fugle udgør en stor risiko for alle fjerkræhold, både store og små.

– Det understreger vigtigheden af god smittebeskyttelse, og at Fødevarestyrelsens råd og regler efterleves, siger enhedschef i Fødevarestyrelsen Mette Kirkeskov Sie i pressemeddelelsen.

Fødevarestyrelsen og Beredskabsstyrelsen er allerede begyndt at aflive de mange fugle søndag.

Sygdommen smitter kun yderst sjældent mennesker, men for fugle er det en dødelig sygdom.

På grund af smittetilfældene har Fødevarestyrelsen oprettet restriktionszoner i de ramte områder.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Også politiet er på arbejde i Tinglev

Der er både oprettet en tre-kilometers beskyttelseszone og en ti-kilometers overvågningszone rundt om de smittede farme.

Zonerne indføres for at begrænse risikoen for smittespredning, og restriktionerne kan tidligst ophæves 30 dage efter, at fuglene er blevet aflivet, og ejendommen er blevet desinficeret.

Det er ikke gået fødevareminister Jacob Jensens (V) næse forbi, at landet plages af fugleinfluenza.

– Jeg ser med alvor på de seneste dages store udbrud af den meget smitsomme fugleinfluenza. Det er trist, både for besætningsejerne og de tusindvis af dyr, som skal aflives, siger fødevareministeren.

– Der er nedlagt restriktioner over fugle- og fjerkræsbesætninger for at dæmme op for yderligere smittespredning. Styrelsen følger udviklingen tæt, og der træffes nødvendige foranstaltninger, som smitten udvikler sig.

Trusselsniveauet for smitte med fugleinfluenza fra vilde fugle har siden den 18. december 2023 været klassificeret som højt af Fødevarestyrelsen.

/ritzau/