Politiet massivt til stede i jysk by

Politiet er til stede hele dagen flere steder i byen

Lørdag eftermiddag meddeler politiet, at de er talstærkt til stede flere steder i Randers. Det skyldes et stort biltræf i byen

Lørdag eftermiddag og aften samles en stor gruppe bilentusiaster sig i Randers for at dele deres fælles interesser for køretøjer.

I den forbindelse varsler Østjyllands Politi, at politiet vil være talstærkt til stede rundt omkring i byen, og at bilister skal forberede sig på, at en tur rundt i bil sandsynligvis vil tage længere tid end normalt.

Det skyldes det træf, som bilentusiasterne har arrangeret mellem klokken 14.00 og 20.00 på køreteknisk anlæg på Jomfruløkken i Randers NØ, hvor flere tusinde mennesker ventes at deltage.

”Vi ved af erfaring, at mange mennesker fra rundt omkring i ind- og udland har interesse i at deltage i disse biltræf, og derfor er vi også meget opmærksomme på de trafikale udfordringer, som vi på lørdag forventer i og omkring Randers by,” siger politikommissær Amrik Chadha fra Østjyllands Politi.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Nogle deltager til biltræffet i Randers

Sidste år medførte biltræffet meget trafikkaos i Randers samt en lang række sigtelser for overtrædelse af færdselsloven.

Af den årsag er politiet synligt til stede under lørdagens biltræf, oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

”Sidste år uddelte vi en del sigtelser, mens flere biler blev beslaglagt og en række bilister fik en betinget frakendelse af deres kørekort. Vi opfordrer trafikanterne til at overholde færdselslovens bestemmelser, og at de benytter sig af den anbefalede kørerute for at undgå, at trafikken sander helt til,” siger politikommissær Amrik Chadha.

Under her kan du se billeder af politiets tilstedeværelse i Randers før biltræffet: