Politiet efterlyser butikstyv: Hvor har Bibbi gemt sig?

Politiet efterlyser en 45-årig kvinde, som de mistænker for at have stjålet kød og dyre vine.

Østjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse, at de efterlyser 45-årige Bibbi Sjørslev Sørensen, som de mistænker for adskillige butikstyverier i dagligvarebutikker.

Ved tyverierne er der primært stjålet dyrt kød og vine i større mængder. Typisk har butikkerne først opdaget tyveriet, når de har konstateret et svind, og derefter har set overvågningen igennem.  

Tyverierne er sket flere steder i Østjylland og i Midtjylland.

Østjyllands Politi har i noget tid søgt den 45-årige, som ikke har reageret på telefoniske henvendelser, og som ikke har været at finde på nogle af de kendte adresser, hun er tilknyttet. 

Derfor beder politiet nu offentligheden om hjælp til at finde frem til hende. 


Hun opholder sig formentligt i Aarhus eller omegn, men hun kan befinde sig andre steder. 

Har du set Bibbi, eller ved du, hvor hun befinder sig, så kontakt gerne Østjyllands Politi på tlf. 114. 

Opdatering 15/10-23: Politiet har anholdt Bibbi