Politiet efterforsker mistænkeligt dødsfald: Kæreste anholdt for drab

Politiet er i øjeblikket massivt til stede i Amager Strandpark, hvor en ung kvinde tidligere blev fundet død.

Den 24-årige kvinde blev fundet i vandet ud fra Jollerampen i Amager Strandpark, efter beredskabet modtog melding om en bil i vandet. Kvinden har været meldt savnet siden søndag.

Ifølge Københavns Politi er det for tidligt at sige noget konkret om dødsårsagen, men indtil videre bliver det behandlet som et mistænkeligt dødsfald. Politiet har i den forbindelse anholdt kvindens 24-årige kæreste, der mistænkes for at stå bag kvindens død.

“Vi har anholdt afdødes kæreste i forbindelse med sagen og sigtet ham for drab. Men det er endnu for tidligt at gå i nærmere detaljer omkring sagens omstændigheder, da der er behov for yderligere efterforskning,” siger leder af Afdelingen for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, vicepolitiinspektør Brian Belling.

Politiet efterforsker således stedet og har afspærret området omkring strandparken.