Over 80 procent af børn og unge udredes for sent i psykiatrien

81 procent af børn og unge i Danmark venter for længe på at blive udredt i psykiatrien.

Det viser tal fra 13. september fra Sundhedsdatastyrelsen.

– Det er 4700 børn og unges liv, der er sat på pause. Risikoen for at deres situation bliver mere alvorlig i ventetiden er stor, siger direktør i Psykiatrifonden Marianne Skjold i en pressemeddelelse.

Man har som henvist psykiatrisk patient ret til at blive udredt inden for 30 dage efter henvisningen fra egen læge er modtaget.

De 30 dage gælder, fra henvisningen er modtaget, og frem til at man som patient har fået svar på de pågældende undersøgelser.

Dette efterleves dog ikke i mange af tilfældene.

Værst ser det ud i Region Midtjylland, hvor børn i 89 procent af tilfældene udredes for sent. Region Hovedstaden følger lige i hælene med en andel på 88 procent, hvor udredningsretten ikke er overholdt, viser tallene.

Region Sjælland er den region, der klarer sig bedst ved kun at overskride de 30 dage i 58 procent af tilfældene.

De pågældende tal fra Sundhedsdatastyrelsen drejer sig om andet kvartal i 2024. Styrelsen registrerer hvert kvartal, om de forskellige regioner efterlever den danske udredningsret.

Sager om både selvmord og drabsforsøg er blevet afsløret i psykiatrien via en whisteblower. Læs den historie her.

Arkivfoto.