Allerede i 2018 anmeldte Dyrenes Beskyttelse til politiet, at der var udført nedgravning af heste på et stutteri nord for Viborg.
Det oplyser organisationen i en pressemeddelelse onsdag efter dagens aktion, hvor myndighederne fra tidlig morgen med gravemaskiner har undersøgt en stribe adresser med tilknytning til stutteriet.
– Det er på tide, at der bliver gravet på stutteriets grunde, siger direktør Britta Riis.
– Dagens aktion viser samtidig, hvad der sker, når alle midler tages i brug i efterforskningen af dyreværnssager. Men det er desværre ikke det generelle billede, udtaler direktøren.
Anmeldelsen for fem år siden byggede ifølge Dyrenes Beskyttelse på oplysninger om, at der ifølge lokale kilder var sket nedgravning af heste.
LÆS OGSÅ: Ulækkert syn: Politiet finder nedgravede heste ved stutteri
På et pressemøde onsdag eftermiddag blev det oplyst, at nedgravning af døde heste er en miljøsag og dermed sorterer under kommunen.
– Vi har vidst det længe, men det er først i dag, at vi kan konstatere, at der er nedgravet dyr, siger Hans Jørn Laursen, der er direktør for Teknik og Miljø i Viborg Kommune, på pressemødet.
Han konstaterer også, at stutteriet ikke har søgt om tilladelse til at nedgrave de døde dyr. Det kræver loven ellers.
Ritzau har bedt Midt- og Vestjyllands Politi om at kommentere oplysningen fra Dyrenes Beskyttelse om anmeldelsen tilbage i 2018 – og at svare på, hvordan den blev håndteret.
Dyrenes Beskyttelse oplyser, at man også i 2020 og i 2021 har sendt anmeldelser til politiet om stutteriet.

