Det sker stadig oftere, at en borger henvender sig til myndighederne i Københavns Kommune om frygten for æresdrab.
Det fremgår af en rapport fra kommunens akutberedskab i æresrelaterede sager.
Det skriver Berlingske, der har fået indsigt i den seneste årsrapport, som endnu mangler at blive offentliggjort.
Etnisk Konsulentteam, som beredskabet hedder, modtog i alt 74 henvendelser sidste år, hvilket ikke er set højere før. Året forinden var det 63.
En del af forklaringen kan være, at der er større opmærksomhed på problemet hos både politiet, lærere, socialrådgivere og borgerne selv. Det vurderer Kristine Rikke Larsen, der er konsulent i Etnisk Konsulentteam.
– Vi ser jo heldigvis ikke en stigning i reelle æresdrab, og derfor tror jeg snarere på, at tallene udtrykker, at man rækker ud, hvis man har brug for hjælp, siger hun til avisen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Rigspolitiet definerer æresrelaterede forbrydelser som overtrædelser af straffeloven, “der har forbindelse med kulturelt eller religiøst betingede normer og æresbegreber”.
De æresrelaterede forbrydelser spænder vidt og kan omhandle drab, vold og trusler på livet.
Størstedelen af henvendelserne i Københavns Kommune kommer fra piger og kvinder, men der er også sager om homoseksuelle mænd.
For pigerne og kvinderne handler det som regel om, at de ikke har levet op til det æreskodeks og de normer, der er i en familie, forklarer Kristine Rikke Larsen.
Stigningen i antallet af henvendelser ser også ud til at gælde på landsplan.
Det kan man se i tal fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (Siri), hvor en lang række særlige sikkerhedskonsulenter sidder.
Antallet af henvendelser, som de har modtaget, er steget fra 286 i 2019 til 631 sidste år. Det viser en aktindsigt, som Berlingske har fået.
Også her vurderer man, at større opmærksomhed på området har været med til at drive udviklingen.