Nyt overfald får christianitter til at frygte reel bandekrig

Nok er nok. Så klart er budskabet fra christianitterne efter endnu en voldsepisode på fristaden i København.

Det fortæller talsperson for Christianias pressegruppe Hulda Mader natten til lørdag, efter at christianitterne sent fredag aften holdt fællesmøde om den seneste udvikling.

– Vi er bange for, at situationen udvikler sig til en bandekrig på Christiania, siger hun.

Advarslen kommer, efter at en 20-årig mand fredag blev overfaldet af en gruppe mænd i Pusher Street på Christiania.

Den unge mand er ifølge Københavns Politi kommet alvorligt til skade, og seks mænd er anholdt og sigtet for kvalificeret vold.

– Inden for den seneste tid har der været flere voldelige episoder. Det er ikke nogen personer, vi kender. Vi formoder, at det er bander, siger Hulda Mader.

LÆS OGSÅ: OVERFALD PÅ PERSON PÅ CHRISTIANIA

Efter overfaldet fredag aften flyttede hashhandlen ifølge talspersonen op foran Christianias ungdomsklub ved hovedindgangen.

– Da vi christianitter forsøgte at stoppe hashhandlerne, blev vi truet på livet, fortæller hun.

Christianitterne mener, at hverken de eller politiet kan løse problemet med den illegale hashhandel.

– Nok er nok. Vi har frasagt os ansvaret for det, der foregår i Pusher Street. Det er ikke noget, vi som privatpersoner kan stille noget op imod. Nu har der været gentagne voldsepisoder, og vi synes simpelthen, at det er blevet for farligt for os, siger Hulda Mader.

Beboerne på Christiania mener, at situationen er ude af kontrol og opfordrer til politisk handling.

– Hvis man legaliserede hashen, ville der ikke være så mange penge i det. Det er jo, fordi der er penge i det, at de kriminelle render rundt herude, og banderne slås mod hinanden, siger talspersonen.

– Folk er bekymrede, bange og vrede. De er vrede over, at de skal stå model til det her, for det er slet ikke noget, vi er interesserede i, tilføjer hun.

Ifølge Hulda Mader frygter christianitterne en decideret bandekrig på Christiania.

– Der bor jo børn og familier i området. Det er vildt ubehageligt, siger hun.

Men det er altså ikke presset fra den organiserede kriminalitet på fristaden, der skal diktere, om hash skal lovliggøres. Det mener Preben Bang Henriksen, som er retsordfører for det ene af de tre regeringspartier, Venstre.

– Hvis vi skal skal i gang med en legalisering, så skal det ikke være, fordi Christiania ønsker det. Så skal det være, fordi Sundhedsstyrelsen siger, at der er fri bane, og nu har det ikke længere de skadevirkninger, som vi troede, det havde, siger han.

Hulda Mader understreger, at christianitternes opråb ikke er en kritik af politiet.

– De gør det bedste, de kan, siger hun.

Fredagens overfald er den seneste af en række voldsepisoder på Christiania. Senest i slutningen af marts blev to personer stukket med kniv i området.