Område på Østerbro i Aalborg er afspærret. Ingen skal være blevet ramt, lyder det fra politiet
Der har fredag aften været skyderi i Aalborg.
Det bekræfter politiet overfor flere medier. Umiddelbart skulle ingen været kommet til skade.
En større politistyrke er rykket ud for at afspærre et område nær hovedbiblioteket på Østerbro i byen, rapporterer det regionale medie nordjyske.dk.
Vagtchefen ved Nordjyllands Politi oplyser til Ritzau, at der skal være blevet affyret flere skud. Antallet er dog ikke fastlagt midt på aftenen.
Umiddelbart tyder det på, at der blev affyret fra en bil mod en gruppering, oplyser vagtchef Bruno Brix. Men han understreger, at det er et foreløbigt billede af, hvad der er sket.
– Vi patruljerer derude og foretager undersøgelser, siger vagtchefen.
Politiet modtog anmeldelse om sagen klokken 19.18.
Tidligere har et vidne ifølge TV2 Nord sagt, at en mand med elefanthue på hovedet kom ud af hovedbiblioteket. Derefter blev en bil beskudt. Bilen fortsatte kørslen.
Et andet vidne har ifølge tv-stationen derimod fortalt, at der blev afgivet skud fra bilen – hvilket rimer med politiets umiddelbare indtryk.
Afspærringen omfatter krydset Nyhavnsgade og Rendsburggade, og politiet patruljerer intenst i midtbyen, skriver nordjyske.dk.
/ritzau/