Nu flyder stranden med varer fra 46 containere: Mærsk vil rydde op – planen er klar!

Sko, køleskabe, kanyler og meget midt imellem er drevet op på strandbredderne mellem Bulbjerg og Blokhus i Nordjylland, efter at godt 40 containere fra et Mærsk-skib faldt over bord.

Tirsdag mødes rederiet med de lokale strandfogeder i området for at lægge en handlingsplan for oprydningen. Det oplyser Mærsk.

Rederiet siger, at mødet er sat i stand, da det kræver et lokalt kendskab for at vide, hvad der skal indsættes og lejes for at løse opgaven med oprydningen.

Tidligere var det meldt ud, at mødet skulle finde sted onsdag, men det er nu blevet fremrykket til tirsdag.

Nynne Scheuer, der er miljøchef i Mærsks flåde, siger i et skriftligt svar, at rederiet ser med stor alvor på situationen og påtager sig ansvaret for, at der bliver ryddet op.

LÆS OGSÅ: Varer fra containere driver i land: Men man må ikke bare samle op

– Vi har, siden containerne blev tabt i Nordsøen, været i tæt dialog med myndighederne, og det er vi fortsat. Det handler både om at få ryddet op på strandene og i havet ud for den nordjyske kyst, lyder det videre.

Mandag har Mærsk sendt en bjærgningsfartøj ud for at forsøge at lokalisere containere ved strandene og på havet, da de senere skal bjærges. Det blæsende vejr har dog gjort det vanskeligt for fartøjet, oplyser Mærsk.

Det knap 400 meter lange containerskib sejlede ud fra vestkysten under stormen Pia, der ramte Danmark torsdag og fredag. Ifølge Mærsk er containerne faldet over bord omkring 30 kilometer ud for Hanstholm.

Men nøjagtig hvordan og hvorfor kan rederiet ikke svare på endnu.

LÆS OGSÅ: Skib taber 46 containere i dansk farvand

Mærsk oplyser, at Den Maritime Havarikommission under Erhvervsministeriet skal lave en undersøgelse af hændelsen i samarbejde med Mærsk.

Rederiet vurderer, at 46 containere er røget over bord. Det endelige tal vil dog først foreligge, når alle containere er taget af i polske Gdansk, hvor skibet for nuværende ligger til kaj.

Det er myndighederne, herunder strandfogederne i området, der leder oprydningsindsatsen, oplyser Nynne Scheuer.

– Vi har gjort det klart, at vi er parate til at hjælpe med, hvad end de beslutter, der er brug for, siger miljøchefen, der tilføjer, at Mærsk er indstillet på at dække de omkostninger, der måtte være forbundet med opgaven.

Hvornår strandene og havet er fuldstændig ryddet for containerne og dets indhold, er uvist.