Det er blot en uge siden, at den siddende leder meddelte sin afgang. Nu er en ny leder fundet, og det er en erfaren kvinde, der tager over.
Torsdag den 24. oktober meddelte Det Kongelige Teater, at Nikolaj Hübbe havde trukket sig som balletmester efter 16 år i stillingen.
Han havde ellers kontraktudløb i 2026, men havde altså valgt at indgå en fratrædelsesaftale med teatret før tid.
‘Det har på alle måder været det største privilegie i min professionelle karriere at have haft det kunstneriske ansvar for et af de bedste balletkompagnier i verden samt en af de ældste balletskoler. Med titlen som balletmester følger også ansvaret for at give stafetten videre i rette tid, derfor har jeg valgt at stoppe nu,’ udtalte Nikolaj Hübbe i pressemeddelelsen i forbindelse med beslutningen.
Allerede i foråret gjorde Nikolaj Hübbe det klart, at han ikke ønskede at forlænge sin kontrakt.
Beslutningen kom på baggrund af en uvildig undersøgelse, der dokumenterede stigende mistrivsel blandt eleverne under hans tid som balletmester.
Både Nikolaj Hübbe og teaterchef Kasper Holten fik som følge af undersøgelsen en “påtale” fra bestyrelsen.
Erfaren kvinde erstatter Nikolaj Hübbe
Nu har Det Kongelige Teater fundet en ny kongelig balletchef.
Fremover bliver det 43-årige Amy Watson, der kommer til at stå i spidsen for balletskolen.
‘Ud over åbenlys balletfaglighed og ledererfaring som instruktør, har hun et dybt kendskab til Bournonville og en ambition om at fastholde og styrke den vigtige ballettradition,’ siger Lars Barfoed, der også peger på den nye balletchefs store internationale netværk som en væsentlig styrke i det nye job.
Amy Watson har været tilknyttet Det Kongelige Teater siden 2000. Her blev hun ansat som korpsdanser, hvor hun sidenhen blev udnævnt til både solist og solodanser.
Allerede i 2016 begyndte hun at undervise Den Kongelige Ballet, mens hun først i oktober 2021 gik på pension som danser.
Nu gælder det altså et nyt job inden for balletten, som hun glæder sig meget til.
‘Den klassiske ballet står på mange måder ved en skillevej. Det har den gjort før, og jeg tror fuldt og fast på, at vi ved at forandre udtryk og metoder, kan skabe nye stærke fortællinger, som vil holde den klassiske ballet relevant for et stort publikum,’ udtaler Amy Watson.
ONP.