Netflix satser på dansk opfindelse

Netflix.
Illustrationsfoto: Netflix

Netflix giver grønt lys til udgivelse af serie, der er baseret på en succesfuld og anmelderrost dansk opfindelse.

Verdens største streamingtjeneste, Netflix, har sagt god for at lave en interviewbaseret dokumentarserie, som tager afsæt i en dansk opfindelse.

Det skriver kulturmediet Sound Venue med reference til Variety.

Dokumentarserien kommer til at gå under navnet ‘Famous Last Words’ og handler om kendte personer, der i al hemmelighed filmer deres sidste store interview. Ingen kender til optagelserne udover interviewperson og vært, og udsendelsen bliver først vist efter interviewpersonens død.

Hjemme i de danske stuer kender vi nok bedst den interviewbaseret dokumentarserie som ‘Det sidste ord’, hvor vært Mikael Bertelsen står for slagets gang.

Netflix-udgaven bliver produceret af amerikanske Brad Falchuk, hvor den danske producer Mikkel Bondesen også vil være at finde under produktionen. Han har tidligere solgt massevis af danske film og serier, der sidenhen har opnået stor succes i Hollywood.

‘Fra det øjeblik, Mikkel Bondesen bragte formatet til vores selskab og til Netflix, var alle med på den,’ udtaler Falchuk ifølge Variety.

‘Netflix er det perfekte hjemsted for dette unikke show. Oplevelsen vil være bevægende, særpræget og transcenderende for publikum såvel som interviewperson. Det minder ikke om noget andet interviewshow, der nogensinde er blevet lavet før. Det er en sand fejring af livet og af muligheden for at få det sidste ord,’ siger han yderligere.

Følelsesladet Netflix-serie

Derudover lægger streamingtjenesten vægt på, at man er overbevist om, at dokumentarserien vil opnå stor succes. Serien vil nemlig tage hul på de store følelser og vække begejstring.

‘Dokumentarserien vil skabe en tidskapsel, der indeholder intime samtaler, der opfanger rørende afspejlinger af ikoner. Denne tilgang vil ikke blot opfange gæsternes rå og emotionelle refleksioner, men også skabe et intim og trygt rum for gæsterne, som vil være bevidste om at interviewet er fortroligt og ikke vil blive udsendt før de er gået bort,’ forklarer Netflix til Variety.

Streaminggiganten har ydermere bekræftet, at der kommer en tredje og sidste sæson af en populær kultserie. Læs mere om det her.