Borgerne i en række toplansboliger i Snekkersten fik fredag aften travlt med at pakke tasken og forlade deres hjem.
De blev hasteevakueret, efter at ingeniører havde konstateret problemer med konstruktionen i 65 boliger, der ligger i området Stævnen.
(Artiklen forsætter under billedet)
Det skriver Boliggården, der administrerer boligerne, ifølge Helsingør Dagblad.
Evakueringen skyldes, at de vurderes at være i nedstyrtningsfare på grund af projekterings- og udførselsfejl, har ingeniørfirmaet Sweco vurderet.
Egentlig havde Sweco fået til opgave at gennemføre en skimmelrenovation i området og opdagede i den forbindelse risikoen for nedstyrtning.
Det førte til den øjeblikkelige evakuering.
– På grund af det sene tidspunkt fredag blev beboerne på et indkaldt møde anbefalet at finde andre steder at bo hen over weekenden, skriver Boliggården i en pressemeddelelse.
– Hvis ikke dette er muligt, kan beboerne tjekke ind på et lokalt hotel for weekenden, hvor Boliggården afholder udgifterne.
(Artiklen forsætter under fotos)
Borgerne kan ikke vende tilbage til deres hjem lige foreløbig, vurderes det.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger, har beboerne fået besked på at kontakte deres forsikringsselskab.
Det er nemlig dem, der sørger for at genhuse strandede borgere.
Boliggården vil mandag kontakte de berørte for at høre, om der er styr på genhusningen, oplyser Boliggårdens direktør, Pia Skov. Det skriver Helsingør Dagblad.