Mor og søn dømt til forvaring: Mishandlede fem kvinder

Arkivfoto

En mor og hendes to sønner har torsdag fået udmålt straf i en sag, hvor fem kvinder blandt andet har været udsat for trusler, vold og voldtægt.

Det skriver B.T., der har været til stede ved Retten i Nykøbing Falster.

En 32-årig mand er blevet idømt forvaring, en 26-årig mand har fået et års fængsel, og en 55-årig kvinde er blevet idømt fire måneders fængsel.

Den 32-årige – Branislav Rasmussen – er desuden blevet udvist af Danmark med indrejseforbud resten af livet.

De fem kvinder, der har været ofre i sagen, har alle været kærester med en af de to dømte mænd på forskellige tidspunkter. Tre af dem var kærester med den 32-årige, mens to af dem var i forhold med den yngre bror i en periode fra 2008 til august 2022, hvor de to brødre og deres mor blev anholdt.

De to mænd og deres mor blev fundet skyldige den 16. maj, men strafudmålingen er sket torsdag.

Den 32-årige er dømt for at have mishandlet den ene kvinde, voldtaget og udøvet vold mod den anden og udøvet vold, psykisk vold og flere voldtægter mod den tredje.

Lillebroren er dømt for at have udsat to tidligere kærester for grov mishandling. Den ene kvinde blev udsat for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter, mens den anden kvinde blev udsat for mishandling og psykisk vold.

Brødrenes 55-årige mor blev kendt skyldig i medvirken til mishandling af en af kvinderne. Hun blev imidlertid frifundet for anklager om vold mod en anden af kvinderne.