Melding om pistolskud: 21-årig stukket med kniv

Politiet er torsdag formiddag til stede på Fridtjof Nansens Vej i Aalborg, hvor der onsdag aften kom melding om pistolskud.

“Vi har endnu ikke kunnet verificere, at der har været afgivet skud. Derimod er der en 21-årig mand, der er kørt på skadestuen. Han er formentlig blevet stukket med en kniv,” fortæller Ole Buus, vagtchef, Nordjyllands Politi, til presse-fotos.dk

Når vagtchefen siger ‘formentlig’, hænger det sammen med, at den 21-årige ikke er samarbejdsvillig.

“Han åbner ikke munden, når vi spørger ham om noget. Og det giver os nogle udfordringer i opklaringsarbejdet,” som vagtchefen udtrykker det.

LÆS OGSÅ: Kvinde anholdt: Sigtet for brandstiftelse

Politiets efterforskning har dog vist, at der i nærheden af gerningsstedet var afskudte patronhylstre. De formoder derfor, at der faktisk har været afgivet skud.

Politiet regner med at arbejde i området omkring Fridtjof Nansens Vej resten af torsdagen.

“Vi har et stort arbejde foran os: med afhøringer, forhør, tekniske undersøgelser og lang række andre efterforskningsskridt. Vi skal have belyst præcist, hvad der er sket før, under og efter,” siger politikommissær hos Nordjyllands Politi, Carsten Straszek, i en pressemeddelelse.

Politiet har ingen konkrete mistænkte.

“Men vi har gode spor at gå efter. Mere kan jeg dog ikke udtale mig på stående fod. Af hensyn til efterforskningen,” udtaler Carsten Straszek, der betegner episoden som et opgør i byens kriminelle miljø.

Hvis du har oplysninger i sagen, kan du ringe 114.