Massiv bøderegn over motorvejsbilister ved vejarbejde

Politiet har gennemført en flere timer lang hastighedskontrol ved motorvejsarbejde. Det har kastet hele 146 sager af sig, hvor flere står til en betinget frakendelse af kørekortet

Der har torsdag morgen og formiddag været en sand bøderegn over bilister.

Det skyldes, at politiet har foretaget en hastighedskontrol med en fotovogn i forbindelse med vejarbejde kort efter afkørsel 27 i det nordgående spor på Nordjyske Motorvej i Aalborg.

Her er hastighedsbegrænsningen 80 kilometer i timen.

Kontrollen varede fra klokken 05.00 til 10.30 og resulterede i hele 146 fartoverskridelser.

SE OGSÅ: KVINDE UDSAT FOR VOLDSOM VOLDTÆGT PÅ HANDICAPTOILET

Flere står til høje bøder og betinget frakendelse af kørekortet.

“Jeg må sige, at jeg synes det er overordentlig mange sager på kort tid. Kontrollen blev også lavet for at opnå en præventiv effekt, i forhold til at der skal udvises hensyn til de mennesker, som arbejder på stedet. Vi vil gerne opfordre til, at man selvfølgelig overholder fartbegrænsningerne – særligt ved vejarbejder, hvor det skaber stor utryghed for de mennesker som arbejder på stedet, når der køres for hurtigt,” siger politikommissær ved Nordjyllands Politi Jes Falberg.

Ud af de 146 sager får otte bilister et klip i kørekortet, mens tre foruden bøde altså også får en betinget frakendelse af kørekortet.

Straffene ved hastighedsoverskridelser ved vejarbejde er særligt skærpede blandt andet i form af dobbelt bøde takst.