Hummelgaard overtager magtministeriet: Sætter Mette Frederiksen sin kronprins på tronen?

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Peter Hummelgaard bliver ny finansminister, mens Nicolai Wammen flyttes til Justitsministeriet. Det markante ministerbytte får nu analytikere til at spekulere i, om statsministeren har sendt et tydeligt signal om, hvem der står forrest i kampen om at efterfølge hende som S-formand.

Danmarks nye firkløverregering blev præsenteret for kong Frederik onsdag på Amalienborg. Derefter gik de 21 ministre, nogle nye og andre gamle, ud på slotspladsen for at hilse på de fremmødte.

Et af de mest opsigtsvækkende ministerskift er byttet mellem Peter Hummelgaard og Nicolai Wammen.

Det blev onsdag annonceret, at Peter Hummelgaard er ny finansminister, mens Nicolai Wammen i stedet overtager posten som justitsminister.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

De to prominente socialdemokrater har altså byttet roller. Begge ses som de mest sandsynlige arvtagere til formandsposten i partiet efter statsminister Mette Frederiksen.

Er der ændret på arvefølgen?

Flere analytikere og kommentatorer tolker ministerbyttet som et signal fra Mette Frederiksen om, hvordan hun ser arvefølgen i partiet.

Udpegelsen af Hummelgaard som finansminister bliver set som tegn på, at han nu er skubbet helt frem i køen.

Blandt andre den tidligere socialdemokratiske Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard vurderer, at Nicolai Wammen er blevet fravalgt.

– Jeg tror i hvert fald, det skal ses, som om Mette Frederiksen gerne vil trække Peter Hummelgaard endnu længere frem, sagde han onsdag til TV2 Østjylland.

Politisk kommentator Noa Redington kalder ministerskiftet “spektakulært”.

Han vurderer, at statsministeren løber en stor risiko.

– Det handler ikke kun om Hummelgaard og Wammen, selv om det i sig selv sender et kraftigt signal om, hvem hun foretrækker som sin afløser, siger han til Ritzau.

Han hæfter sig især ved, at Mattias Tesfaye og Kaare Dybvad fra Nicolai Wammens kaffeklub, Frokostklubben, ikke længere er ministre, mens Ida Auken fra Peter Hummelgaards kaffeklub, Netværket, er blevet ny minister.

Kaffeklubberne er de uofficielle grupper, som socialdemokratiske folketingspolitikere organiserer sig i. De er med til at fordele magtbalancen i partiet.

Professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Peter Kurrild-Klitgaard kan godt forstå, at skiftet mellem Hummelgaard og Wammen har fået opmærksomhed.

– Det ville være meget mærkeligt, hvis ikke det blev bemærket, siger han.

– Det er de to, som både Socialdemokraterne internt og medierne i øvrigt har fokuseret på som mulig efterfølger for Mette Frederiksen.

Der er tale om spekulationer, understreger han. Men det kan godt læses som en opgradering af Hummelgaard på bekostning af Wammen.

– Det kan jo også være en måde at sidestille dem på, så de begge får erfaring fra de samme ministerier, siger Peter Kurrild-Klitgaard.

Spørger man hovedpersonerne selv, skal man dog ikke lægge så meget i, at Hummelgaard er ny finansminister i stedet for Wammen.

Mette Frederiksen har forklaret, at alle socialdemokratiske ministre fra den tidligere SVM-regering skulle have nye opgaver.

– Vi har fået færre ministerposter i Socialdemokratiet end tidligere, sagde hun foran Amalienborg onsdag.

– Og jeg har besluttet, at ingen socialdemokratiske ministre kommer til at have det samme arbejde som før.

Peter Kurrild-Klitgaard kan dog ikke helt følge den begrundelse.

– Det er i hvert fald ikke noget, man har gjort tidligere, siger han.

Peter Hummelgaard gentog onsdag foran Amalienborg, hvad Mette Frederiksen har sagt.

– Statsministeren har fundet anledning til at sige, at nu skal vi ryste posen. Jeg tror ikke, man skal spekulere så meget over alle de der ting, sagde han til TV 2.

Også Nicolai Wammen er blevet spurgt.

Han har afvist, at han er blevet degraderet.

– Jeg tror ikke, at Socialdemokratiet er et sted, hvor man laver den slags regnskaber, sagde Wammen.

Han har desuden sagt, at han er “meget glad” for at blive justitsminister.

Annonce
Annonce
Annonce