Mand sigtet for drabsforsøg efter skud mod restaurant: Nu er han bag tremmer

En mand i slutningen af 20’erne er torsdag blevet varetægtsfængslet for drabsforsøg ved at have spillet en rolle i forbindelse med et skyderi mod restauranten Panino i Nykøbing Falster.

Det oplyser anklagemyndigheden efter et grundlovsforhør torsdag eftermiddag.

I forvejen sidder en 34-årig mand varetægtsfængslet i sagen. Begge skal foreløbigt sidde fængslet indtil 22. maj.

Skudepisoden fandt sted den 22. januar i år.

LÆS OGSÅ: Skyderi mod restaurant: Ny person anholdt i sag om drabsforsøg

Efter skuddene var faldet, fortalte indehaveren af restaurant Panino til mediet Folketidende, at der blev skudt mod hans restauranter, mens der var gæster indenfor. Ingen blev ramt.

Politiet talte efterfølgende med vidner på stedet og indsamlede videoovervågning.

I midten af marts efterlyste politiet en gråblå Opel Insignia, som politiet mente blev brugt som flugtkøretøj efter skyderiet.

LÆS OGSÅ: Skud affyret mod restaurant

Bilen blev set tæt ved gerningsstedet op til skyderiet, og efterfølgende kørte bilen ud af Nykøbing Falster med retning mod Sjælland.

Den bil blev senere fundet.

Politiet har ikke villet fortælle, hvor mange skud der blev affyret, eller hvem politiet mente var målet for dem.

I forbindelse med fængslingen af den 34-årige mand i marts kom det frem, at politiet mistænkte, at mindst en medgerningsmand var på fri fod.

Det er uvist, hvordan den formodede medgerningsmand forholder sig til sigtelsen.