Mand fængslet for vanvidskørsel: Der var ALT i vejen

Efter en vild biljagt fra Ringsted til Næstved og tilbage igen standsede politiet en 23-årig mand fra Skælskør, som blev sigtet for vanvidskørsel.

Undervejs gjorde han nærmest ALT galt.

Han kørte over for rødt lys, foretog farlige overhalinger og kørte med hastigheder som overskred fartbegrænsningen med 100% flere gange undervejs.

Han overhalede en bil lige før rundkørslen ved Bragesvej/Næstvedvej/Ahorn Alle i Ringsted, hvor en modkørende bilist blev tvunget til at køre ud i rabatten for at undgå sammenstød. Den 23-årige kørte her venstre om et helleanlæg og videre ind i rundkørslen, hvor han kørte den forkerte vej rundt i rundkørslen, så to bilister måtte dreje skarpt til højre for at undgå sammenstød.

Politiet fik manden standset på Klosterparks Allé i Ringsted.

LÆS OGSÅ: Ser du porno? Nu kan du også gøre en heltegerning

Den 23-årige kørte i en brugsstjålet bil, var påvirket af euforiserende stoffer, og havde desuden ikke kørekort, da det for nylig blev inddraget i en sag om narkokørsel.

Da politiet anholdt manden efter hans vilde kørsel, viste en narkometertest positiv for kokain og amfetamin.

Da politiet ransagede bilen, viste det sig også, at der var en kniv i bilen, så manden bliver også sigtet for overtrædelse af våbenlovgivningen.

Ved grundlovsforhøret valgte dommeren at varetægtsfængsle manden til 30. december – sigtet for vanvidskørsel.

Midt- og Vestsjællands Politi vil gerne høre fra nogle af de trafikanter, der oplevede mandens vilde kørsel. De og andre vidner kan ringe på 114.