Mand fængslet efter 57 døde mennesker i togulykke

En stationsforstander er fængslet efter græsk togulykke. Premierminister Kyriakos Mitsotakis beder ofrenes familier om forladelse

En 59-årig stationsforstander, der har indrømmet at have haft en del af ansvaret for en dødelig togulykke i Grækenland, er blevet varetægtsfængslet forud for en retssag, oplyser hans advokat søndag.

Stationsforstanderen blev anholdt den 1. marts – få timer efter ulykken, hvor et tog med over 350 om bord kolliderede frontalt med et godstog nær stationen Larissa i det centrale Grækenland. 57 mennesker omkom, og langt flere blevet kvæstet.

Den 59-årige, der er omfattet af et navneforbud, er sigtet i henhold til straffeloven om at have bragt menneskers liv i fare. Han blev søndag stillet for en dommer.

– Min klient er dybt tynget over, hvad der er sket, og han har sandfærdigt svaret på alle spørgsmål, siger den sigtedes forsvarer, Stefanos Pantzartzidis.

Den 59-årige stationsforstander påtog sig ifølge advokaten en del af ansvaret torsdag.

Ulykken har de seneste dage fået vrede demonstranter til at gå på gaden i en række byer.

De demonstrerer mod dårlig sikkerhed på de græske jernbaner. De siger, at sikkerheden i årevis er blevet nedprioriteret – også selv om store ulykker tidligere har været tæt på.

Den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, bad søndag ofrenes familier om forladelse.

– Som premierminister er det min pligt at bede alle, men navnligt ofrenes familier om forladelse, skriver han i et opslag på Facebook henvendt til nationen:

– Vi kan ikke, og vi vil aldrig gemme os bag den menneskelige faktor, skriver han.

Omkring 12.000 var søndag samlet foran parlamentet i Athen. Demonstranterne holdt et minuts stilhed for at mindes ofrene for ulykken.

Da omkring 200 maskerede demonstranter satte ild til skraldespande og kastede med molotovcocktails, svarede politiet igen med tåregas og chokgranater.

Også i Thessaloniki og i Larissa var tusindvis af demonstranter på gaden.

Over hele Grækenland har der været holdt mindegudstjenester for ofrene og deres pårørende.

/ritzau/Reuters