LTF’er fik kraniebrud og hjerneblødning under voldsomt overfald

29-årig mand blev stukket med kniv og slået i hovedet, så han fik kraniebrud og hjerneblødning

Fire mænd med tilknytning til rockergruppen Hells Angels er mandag ved Retten på Frederiksberg idømt tre års fængsel for et groft overfald begået den 26. juli på Munkensvej på Frederiksberg i fjor.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi på det sociale medie X.

Offeret i sagen har tilknytning til banden LTF. Manden, som på gerningstidspunktet var 29 år, blev stukket med kniv flere gange og slået i hovedet, så hårdt at han fik kraniebrud og blødning i hjernen.

Da sagens offer tidligere på måneden skulle afgive vidneforklaring i sagen, ønskede han ikke frivilligt at møde op i retten. Han blev derfor anholdt og bragt til retten for at kunne afgive forklaring.

B.T. beskrev i den forbindelse, at han i retten forklarede, at han ikke huskede noget om, hvordan overfaldet foregik. Han nægtede desuden at være medlem af banden LTF, som er en forkortelse af Loyal To Familia.

(Artiklen fortsætter under billedet)

SE OGSÅ: HER ER DER CHANCE FOR HVID JUL

De fire dømte har tilknytning til rockergruppen Hells Angels på forskellig vis. B.T. har tidligere skrevet, at de to er prøvemedlemmer af gruppen, mens to andre er medlem af AK81.

AK81 blev dannet af medlemmer af Hells Angels i 2007 for at fungere som en form for ungdomsafdeling til moderklubben.

I 2008 spillede AK81 en central rolle i krigen mellem Hells Angels på den ene side og gadebanderne fra Nørrebro og Tingbjerg på den anden. Gadebanderne var en forløber for banden LTF, som siden ved en højesteretsdom er blevet stemplet som en ulovlig forening.

Tre af de fire mænd, som mandag blev dømt, har anket deres domme til Østre Landsret. Den fjerde overvejer, om han vil anke.

De fire har indtil nu været beskyttet af et navneforbud, og Københavns Politi oplyser til Ritzau, at navneforbuddet efter mandagens dom er blevet udstrakt til at gælde frem til en afgørelse i landsretten.

Dermed er det forbundet med strafansvar at offentliggøre oplysninger, som kan identificere de pågældende.

/ritzau/