Lidl-røver brager ind i autoværn efter vild biljagt

En mand er blevet anholdt efter en dramatisk biljagt. Han forsøgte at flygte fra politiet, bragede ind i autoværn og lygtepæl, hvorefter han forsøgte at stjæle en forbipasserendes bil i bedste GTA-stil

Natten til torsdag spottede en patruljebil en mørk Mercedes og politiet ville gerne tale med føreren. Nummerpladerne på den mørke bil så ud til at være stjålet.

Men i stedet for at følge politiets anvisninger trådte føreren sømmet i bund og med politiet i hælende fortsatte han flugten over flere kilometer.

Biljagten fortsatte over Odins Bro og endte i Odense SØ, hvor manden bragede ind i et autoværn og en lygte pæl.

Det fortæller vagtchefen ved Fyns Politi til BT.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto

“Vi eftersætter den mørke Mercedes, men den kører galt, og føreren løber fra bilen”, fortæller vagtchef Johni Müller til mediet.

Men selv det var ikke nok til at stoppe manden. Da politiet kommer ud til den forulykkede bil, er føreren væk.

Derfor begynder en eftersøgning, som pludselig resulterer i, at manden bliver set af politiet.

“Han bliver noget overrasket over at se så meget politi, så han prøver at stoppe en tilfældig forbipasserende bil”, fortæller vagtchefen.

Manden hoppede ind på passagersædet og forsøgte at skubbe bilens ejer ud på den anden side, så han kunne fortsætte med at køre fra politiet.

Den forbipasserende var naturligvis chokeret, men nåede at tage nøglerne med sig og komme ud af bilen.

Her stoppede den lange og dramatisk biljagt og manden blev pågrebet af politiet.

Hans bil og bopæl er blevet ransaget og politiet har fundet flere tyvekoster og et par solbriller med dannebrogsflag i glassene. Manden bar brillerne da han røvede en Lidl i Bolbro., hvor han truede ekspedienten med en kniv.