Lærer dræbt af fældet træ: Nu er der nyt i sagen

Ulykken skete i Sorø

Seks mænd tiltales for uagtsomt manddrab i forbindelse med, at mand døde, da træ væltede ned over hans bil

Der er blevet rejst tiltale i sagen, hvor en 55-årig mand døde 13. marts, efter at et træ væltede ned over hans bil på Parnasvej ved Sorø.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

De seks unge mænd, der har været sigtet i sagen, siden de blev anholdt dagen efter den 55-åriges død, tiltales for uagtsomt manddrab.

De tiltales også for fareforvoldelse og hærværk af særlig grov karakter. To af mændene er også tiltalt for at have undladt at hjælpe den 55-årige, da de flygtede fra ulykkesstedet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Bilen står her knust kort efter ulykken

De seks unge mænd, der er mellem 19 og 21 år gamle, blev fremstillet i et grundlovsforhør 14. marts sigtet for drab. Her nægtede de sig skyldige.

Dørene til grundlovsforhøret blev lukket, så offentligheden kunne ikke høre mændenes forklaringer.

De endte med at blive løsladt og har været på fri fod siden. En dommer i Retten i Næstved fandt ikke, at der var begrundet mistanke for drab. Men der var begrundet mistanke om uagtsomt manddrab, mente dommeren.

Under særligt skærpende omstændigheder kan man straffes med fængsel i op til ti år ved tilfælde af uagtsomt manddrab.

I forbindelse med efterforskningen af sagen har man afdækket flere sager, hvor træer er blevet fældet og væltet ind over veje.

Blandt andet tre forskellige tilfælde i og ved Ringsted, som fem af de unge mænd er tiltalt for at stå bag.

I alt er ni unge mænd tiltalt i sagen, som skal for retten til december og januar, og som der er sat otte retsmøder af til.

En ung mand er natten til onsdag blevet dræbt på åben gade i København. Politiet mistænker, at en 25-årig kvinde står bag drabet og har skredet til anholdelse af hende.