Kvindelig svindler snuppet: Hotelophold, biler og rideudstyr

Illustrationsfoto.

Retten i Holbæk har straffet 23-årig kvinde for en stribe bedragerier flere steder i landet.

En kvinde fra Holbæk har udviklet en vane med ikke at betale for varer og tjenesteydelser, hun køber. Både biler og hotelophold indgår i en længere liste over bedragerier, oplyser politiet fredag.

Kvinden, der er 23 år, er blevet idømt ubetinget fængsel i otte måneder, ligesom hun skal betale erstatning.

En middag på hotel i Vestjylland, et frisørbesøg i Holbæk, rideudstyr fra Sønderjylland, hotelophold i Odsherred og almindelige indkøb står på listen i anklageskriftet.

Også fem biler fik hun overdraget, da hun lovede at betale for dem senere, hvilket altså ikke skete.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi oplyser man, at den 23-årige under sagen nægtede sig skyldig.

Det vides ikke fredag morgen, om hun har anket til landsretten.

I dommen, der er afsagt tidligere på ugen, indgår også en bøde på 45.000 kroner, hvilket skyldes overtrædelser af færdselsloven.

/ritzau/

Onsdag er en 12-årig pige flygtet i frygt fra en bil, der har forfulgt hende – og det er ikke første gang, at hun ser den mystiske bil.