Albertslund-klub erobrer Sverige: ‘Vi går i krig sammen’

Mikenta-fighterne går i buret alene, men i krig sammen, når de lørdag indtager Solnahallen i Sverige til kampsportsstævnet AFN 13.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

I weekenden vender en af Sveriges største kampsportspromotioner tilbage med et stort show i Solna – der er en del af Storstockholm.

Og her er der god grund til at finde klaphatten frem og følge med, da hele tre danske fightere skal i aktion.

Alle tre repræsenterer Albertslund-klubben Mikenta, der dermed kan rejse i samlet flok mod Sverige.

Pro-fighter og daglig leder i Mikenta Mikkel Lund skal selv kæmpe ved stævnet, og han glæder sig over, at han kan gå i krig med sine holdkammerater.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Mikkel Lund har indtil nu kæmpet alle sine tre profesionelle MMA-kampe i Airtox Dominance FC. Lørdag skal han kæmpe i svenske Apex Fight Night. Arkivfoto.

Mikenta-hæren sætter kurs mod Sverige

Allerede i juni blev det annonceret, at Mikkel Lund skulle kæmpe i den svenske promotion Apex Fight Night – tidligere Allstars Fight Night – den 26. september.

Senere blev to af Mikentas amatørfightere Kaan Er og Daniel Regaard ligeledes tilføjet til fight-cardet.

Egentlig skulle endnu en af klubbens fightere også have kæmpet i Sverige.

Łukasz Zubkowicz skulle have mødt svenske Victor Lundberg, der desværre måtte trække sig med en skade. Og da matchmakerne havde fundet ham en ny modstander, gik der ikke længe, før uheldet var ude igen.

Denne gang var det Mikenta-fighteren selv, der brækkede sin fod, som der ovenikøbet senere gik infektion i.

Derfor kommer han desværre ikke i aktion i denne omgang.

Ikke desto mindre kan Mikenta fortsat stille med tre fightere i Solnahallen, og det betyder meget for både holdånd og motivation, mener Mikkel Lund.

“Det, at vi er et hold, der skal afsted, er jo mega fedt. For så er det jo lidt ligesom om, man er en hær, der skal i krig sammen,” fortæller han til Presse-fotos.dk.

“Det betyder rigtig meget, at man har nogle holdkammerater, som man kan dele det med. Én ting er at være coach på sidelinjen. En anden ting er at have nogen med, der lidt er i samme båd – nogle man kan sparre med. Man kan på en eller anden måde hype hinanden lidt op.”

MMA er jo som bekendt en holdsport, men sammenholdet i Mikenta betyder, at det i højere grad føles som en holdsport.

“Det er det, der gør det lidt til en holdsport, selvom det er en enkeltmandssport. Det der med at man ligesom lidt går i krig sammen, selvom man står alene derinde og selv skal afgøre det. Men det med at vide, at man har et godt hold med sig, det er fedt.”

‘En kæmpe platform’

Apex Fight Night er måske fortsat lidt en lillebror til Superior Challenge og FCR på den svenske MMA-scene.

Men promotionen, der i 2026 har gennemgået en markant omstrukturering – som blandt andet resulterede i en navneændring – har på kort tid slået sig fast som en yndet destination for stjerner og talenter fra ind- og udland.

Derfor er man hos Mikenta også glade for muligheden for at have hele tre fightere i aktion under AFN 13.

“Det er jo en kæmpe platform, som vi – både som fightere, men også som klub – kan komme ud og vise os frem på,” fortæller Mikkel Lund.

Det er samtidig en mulighed for at teste sig selv af på udebane mod stærke svenske modstandere.

Og det kommer både Mikkel Lund, Kaan Er og Daniel Regaard til at gøre lørdag.

Sidstnævnte kickstarter sågar aftenens fight-card, når han møder Milad Rezai.

Regaard skulle egentlig have mødt en anden svensker Can Özdemir, men da han meldte afbud grundet en skade, trådte Rezai til i stedet.

Kaan Er møder Theo Rubinstein i aftenens fjerde kamp, mens Mikkel Lund står ansigt til ansigt med Rashid Gidaev.

Kampen havde tidligere en placering som co-main-event, men er tilsyneladende blevet rykket til tidligere på aftenen.

Main-eventet lørdag er en muaythai-titelkamp mellem svenskerne Hamza Boughamza og Rasmus Sundberg.

Se hele fight-cardet her:

Annonce
Annonce
Annonce