I august kunne Tivoli endelig åbne døren til deres nye japansk-inspirerede område Hikari.
Projektet havde været fem år undervejs og havde allerede inden lanceringen fået international opmærksomhed – blandt andet fra det britiske medie The Sun.
Nu får den 2000 kvadratmeter store ombygning af det tidligere Asien-område yderligere opmærksomhed ude i den store verden.
I en pressemeddelelse kan Tivoli nemlig stolt afsløre, at Hikari har fået international hæder.
(Artiklen fortsætter under billedet)

‘Bestemt ingen skam’ at tabe til Disneyland
På Tivolis fødselsdag den 15. august kunne publikum for første gang opleve Hikari og dens to nye forlystelser, fem madsteder og japansk-inspirerede gademiljø.
Blandt dem, der har besøgt havens nye område, er tilsyneladende medarbejdere på det anerkendte branchemagasin Kirmes & Park International.
Magasinet står årligt bag den såkaldte European Star Awards, og her har Hikari fået en flot hæder.
Området har nemlig fået en andenplads i kategorien ‘Europas bedste nye temaområde 2026’.
Førstepladsen gik til Disneyland Paris’ nye ‘Frozen’-temaområde.
Og selvom man selvfølgelig meget gerne havde taget den øverste plads på podiet, er man hos Tivoli ganske stolte over andenpladsen.
“Vi er stolte over, at Hikari har opnået en placering som nummer to på vinderlisten indenfor en så kvalificeret branchepris. Hikari har kun været åbent siden midten af august, så den flotte placering og den positive modtagelse fra vores gæster betyder meget for os,” siger Tivolis administrerende direktør Susanne Mørch Koch i en pressemeddelelse.
Her roser hun desuden Disneyland Paris’ nye område:
“Vi stiller selvfølgelig op for at blive nummer et, men at blive nummer to efter et nyt Frozen temaområde i Disneyland Paris, er bestemt ingen skam. Tillykke til Frozen, der har været en blockbuster-succes gennem næsten to årtier. Områderne er fantastiske og bestemt et besøg værd”.