Kvindelig cyklist er fløjet med helikopter efter påkørsel

Arkivfoto

En 52-årig kvinde er fløjet til Skejby, hvor hun er blevet indlagt i kritisk tilstand, efter at hun på cykel blev påkørt af en bilist i Sunds ved Herning.

Det fortæller vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi Jesper Brøndum.

Påkørslen skete ud for nummer 66 på Strandvejen, der er en sidevej til Ilskovvej.

Den 20-årige mandlige bilist har ifølge Jesper Brøndum forklaret, at cyklisten kom kørende ud på vejbanen, hvorefter han påkørte hende. De kom begge kørende i samme retning.

– Han er noget rystet, for efter sigende kørte hun langt ud på vejen, så han bliver lidt overrasket, siger Jesper Brøndum.

– Det ser ikke ud, som om cyklisten har haft lys på.

Hendes pårørende er underrettet.

En bilinspektør er i gang med at undersøge ulykkesstedet.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.