Fredag tog en meget uventet drejning for Kongeskibet Dannebrog. Det royale skib endte pludselig midt i en redningsaktion
Fredag morgen klokken 04.30 gik det helt galt for en mand, da han kom sejlende i sit sejlskib i Kattegat ud for Middelfart.
I forbindelse med et uheld faldt manden nemlig over bord og direkte ned i vandet.
Heldigvis for ham var der flere skibe i nærheden, som ilede afsted for at komme ham til undsætning.
Et af dem var Kongeskibet Dannebrog, der nu pludselig indgik i en redningsaktion.
Ifølge sejler Lars Sørensen reagerede Kongeskibet hurtigt og stoppede brat i vandet, da nødmeldingen indløb.
Han sejlede selv tæt på det kongelige skib og kunne følge hele seancen, siger han til B.T..
“Jeg kunne høre, at der blev råbt noget på Kongeskibet Dannebrog, som viste sig at være ‘mand over bord’. Så stoppede de pludselig op,” siger han til mediet.
Ifølge Lars Sørensen ankom en motorbåd hurtigt til den mandlige sejler i vandet, som blev hjulpet op.
I stedet for at blive sejlet ind til land, blev han sejlet direkte over til Kongeskibet Dannebrog, hvor han blev tilset af en læge.
Det bekræfter pressemedarbejder ved Forsvarskommandoen Tobias Roed Jensen over for B.T..
“Han blev tilset der, fordi der var en læge ombord på Kongeskibet Dannebrog. Efter hvad jeg har hørt, har han det godt,” siger pressemedarbejderen.