Kongepar fortsætter besøg til nabolande og rejser til Tyskland

Kongeparret Frederik og Mary

I forlængelse af kongeparrets første statsbesøg til Norge og Sverige rejser parret til Tyskland i oktober

Kong Frederik og dronning Mary fortsætter turen rundt til Danmarks nabolande i deres første besøg som kongepar.

I oktober går turen til Tyskland på et tiltrædelsesbesøg i forlængelse af forsommerens statsbesøg til Sverige og Norge.

Nærmere bestemt rejser kongeparret til den tyske hovedstad, Berlin, og det danske mindretal i Slesvig-Holsten den 21. og 22. oktober.

– Danmark og Tyskland er tæt forbundne gennem et stærkt samarbejde på tværs af grænsen, både når det gælder handel, grøn omstilling og sikkerhedspolitik, skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Tiltrædelsesbesøg ligger niveauet under statsbesøg, der er det mest omfattende og pompøse besøg for den kongelige familie.

Traditionen tro er der maksimalt ét statsbesøg per land under en regentperiode. Da dronning Margrethe i sin tid overtog tronen fra sin far tog hun på en række tiltrædelsesbesøg i sin nye rolle.

I 1973 besøgte hun Sverige, Norge, Island og Finland. Året efter besøgte hun Tyskland og Storbritannien. Senere i hendes regentperiode aflagde hun et statsbesøg i Tyskland i 2021.

Kong Frederik og dronning Mary deltager under besøget i en fællesnordisk fejring af 25-års jubilæet for det nordiske ambassadekompleks i den tyske hovedstad.

Her deltager også det svenske og norske kongehus samt Finlands præsident og Islands præsident.

/ritzau/