Kniv-overfald i lejlighed: 17-årig pige anholdt

En 17-årig pige er mandag formiddag blevet anholdt og sigtet for grov vold, efter at hun har stukket en ung mand med en kniv.

Kniv-overfaldet fandt sted i en lejlighed på Østergade i Esbjerg, og politiet modtog anmeldelsen mandag kl. 08.49.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Efter anmeldelsen spærrede politiet dele af Østergade i omkring en time for at lede efter et gerningsvåben med en politihund, skriver det regionale medie jv.dk.

LÆS OGSÅ: Mand ramt af tog: Nu er han død

Afspærringen skete i et område, hvor der ifølge mediet ligger et lægehus og en del ældre beboelsesejendomme.

Personer, der havde et ærinde i lægehuset, fik adgang til området, hvis de gik på fortovet langs husmurene, så lugtspor ikke blev ødelagt, skriver jv.dk.

Offeret er en 19-årig mand, og han er umiddelbart uden for livsfare.

Han er kørt til behandling på sygehus.

Opdatering kl. 15.00: Pigen er løsladt. Politiet oplyser på X, at det var forkert, at de oprindeligt skrev, at pigen var sigtet i sagen. Hun var kun mistænkt. Den 19-årige mand er umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.