En stor gruppe klimaaktivister er trængt ind i det franske olieselskab Totals kontorer på Amerika Plads i København fredag formiddag.
Her har de ifølge talsperson fra gruppen Total Must Fall, Marie Hagesen besat bygningen.
Det har klimaaktivisterne blandt andet gjort ved ulovligt at trænge ind i bygningen, hvorefter nogle har låst sig fast med håndjern forskellige steder i bygningen, andre har limet sig fast til ruden inde i bygningen, mens et tredje hold aktivister er kravlet op i fjerde etagers højde ved hjælp af klatreudstyr.
“Vi har overtaget bygningen og vil tranformere den til et klimahus, som skal arbejde for at finde løsninger på klimakrisen,” siger talsperson Marie Hagesen.
“Vi er gået ind i bygningen for at hjælpe Total med at lukke, når de nu ikke kan finde ud af det selv.”
Ifølge Marie Hagesen fra Total Must Fall deltager omkring 50 aktivister i aktionen mod Total.
Politiet og beredskabet er massivt til stede på stedet.
Klimaaktivisternes aktion mod Total er en del af en række globale aktioner mod det franske olieselskab, som det globale netværk The Glasgow Agreement står bag.
Den ulovlige aktion kommer som reaktion på klimatopmødet i Glasgow tidligere denne måned, som organisationen ikke mener, var tilfredsstillende.
“Vi har ingen tillid til processen omkring COP26. Vi mener, at klimakrisen skal løses af civilsamfundet, og derfor laver vi den her aktion.”
Adspurgt om aktivisterne, som hænger i tovværk i fjerde sals højde, bærer sikkerhedshjelme og udstyr, svarer Marie Hagesen dog nej.
“Jeg kan ikke se, at de skal have hjelme på nej, men det er klart, at de passer på sig selv.”
Er de profesionelle klatrere?
“Det ved jeg ikke.”
Hvad med de aktivister, som limer sig fast til ruden, det kan vel være farligt for dem og de kan få skader på hænderne?
“Det er en større fare med den globale opvarmning som Total står for. Men vi er villige til at sætte vores liv på spil for det her.”
Talspersonen fra den klimaaktivistiske gruppe Total Must Fall fortæller, at klimademonstranterne officielt har udnævnt Totals kontor i København som et nyt klimahus.
Aktionen mod Total er dog selvsagt ulovlig, da demonstranterne er brudt ind på privat grund. Men ifølge Total Must Fall er der vigtigere ting på spil end loven.
“Igen det her handler om at redde vores planet. Total ødelægger menneskers liv med deres fossile aktiviteter,” siger talspersonen.