Paul McCartney er blandt dem, der kæmpede for, at elefanten Mali skulle frigives fra zoologisk have i Manila
Efter næsten 50 års fangenskab i en zoologisk have i Filippinerne er hunelefanten Mali død.
Elefanten levede alle årene alene i sin indhegning i Manila Zoo i det asiatiske lands hovedstad.
Det oplyser dyrevelfærdsgruppen People for the Ethical Treatment of Animals (Peta) ifølge nyhedsbureauet dpa.
Organisationen har i længere tid krævet, at Mali blev frigivet af den zoologiske have og overført til et reservat, hvor den kunne få selskab af andre elefanter.
For elefanter er sociale dyr, påpeger Pefa.
– På grund af ligegyldighed og grådighed døde elefanten Mali på samme måde, som hun har levet i næsten 50 år: alene i en betonbås i Manila Zoo, skriver organisationen i en udtalelse.
SE OGSÅ: NU KOMMER DEN BEDSTE MULIGHED FOR AT SE NORDLYS I 20 ÅR
Flere berømtheder har tilsluttet sig Pefa’s kampagne og har advokeret for, at Mali skulle hjælpes ud af sin ensomme tilværelse i den filippinske zoo.
Blandt dem er det tidligere Beatles-medlem Paul McCartney.
Organisationen Pefa betegner Malis fangenskab i den zoologiske have som en “isolationsfængsling”.
– Manila Zoo og bystyret i Manila idømte Mali årtiers isolationsfængsling, hvilket er tortur for hunelefanter, som i deres naturlige miljø tilbringer livet sammen med deres mødre og søstre, hvor de beskytter hinanden og opfostrer hinandens kalve, påpeger Pefa ifølge dpa.
Elefanter lever i naturen i matriarkalske familiegrupper bestående af flere hunelefanter med deres unger. Den typiske flok består af 10-11 elefanter, men flokke på over 20 er ikke ualmindelige.
Manilas borgmester, Honey Lacuna Pangan, oplyser, at man endnu ikke har fastslået dødsårsagen.
Mali var den zoologiske haves topattraktion. Den blev givet som gave af Sri Lanka i 1977 til Filippinernes daværende førstedame, Imelda Marcos.
Hunelefanten var dengang tre år gammel og blev altså 49 år. I naturen lever elefanter typisk 50-60 år.
/ritzau/