03. feb. 2024 - 21:35

Kærestebrud: Derfor går Katherine Diez og Adam Price nu fra hinanden



Litteraturanmelder Katherine Diez og kendiskok Adam Price har besluttet at gå fra hinanden efter mediestorm

Den omtalte litteraturanmelder Katherine Diez har brug for at hele og bygge sig selv op igen efter en periode, hvor hun er blevet anklaget for at plagiere tekster i sit arbejde.

Det skriver hendes tidligere kæreste Adam Price på Instagram.

Den kendte kok kalder den mediestorm, Diez har været udsat for, for “noget af det mest ødelæggende og angstfremkaldende, man kan forestille sig”.

– Katherine har aldrig oplevet en hårdere tid i sit liv end disse seneste uger. De har givet hende anledning til uendelig megen selvbebrejdelse og refleksion, skriver Adam Price.

Ifølge Adam Price har Katherine Diez nu brug for at genopbygge sig selv alene, og parret har derfor besluttet at gå fra hinanden.

Katherine Diez har ikke selv kommenteret bruddet.

Hun har tidligere skrevet på Instagram, at hun har haft en uansvarlig, sløset og usystematisk arbejdsmetode, som har medført en række fejl.

– Jeg lever for at skrive og er derfor dybt ulykkelig over, at det skete, skrev hun i midten af januar.

Katherine Diez har mere end 60.000 følgere på Instagram, hvor hun ofte har skrevet om litteratur. Hun er desuden tidligere litteraturanmelder og klummeskribent på Berlingske.

Anklagerne mod Katherine Diez har blandt andet fået Berlingskes kulturredaktør, Birgitte Borup, til at iværksætte en undersøgelse af Diez’ arbejde for avisen.

Flere medier herunder Se og Hør og Berlingske har desuden sået tvivl om Katherine Diez’ uddannelse.

Selv har Diez skrevet på LinkedIn, at hun har en bachelor i dansk fra Københavns Universitet. Men det kan universitetet ikke bekræfte.

I en aktindsigt som de to medier har fået, afviser Københavns Universitet, at nogen med navnet Katherine Diez eller Katherine Toft Diez har en bacheloruddannelse i dansk eller litteraturvidenskab.

Ifølge Berlinske og Se og Hør er hendes fulde navn Katherine Toft Diez.

Ritzau har forsøgt at få en kommentar fra Katherine Diez. Det har endnu ikke været muligt.

/ritzau/