James Price: Tivoli har smidt os på porten

Illustrationsfoto.

Det var ikke kun Lisbet Dahl, der blev smidt på porten. Også tv-kokken James Price har lidt samme skæbne i Tivoli.

Først blev det offentliggjort, at skuespiller Lisbet Dahl forlader Tivolirevyen. Nu er det så kommet frem, at endnu en person tager afsked med revyen.

Det drejer sig om kapelmester James Price, og selvom han ikke bærer nag over beslutningen, lægger han ikke skjul på, at beslutningen om at stoppe samarbejdet ene og alene er Tivolis.

‘Vi har været med til at skubbe revyen i gang, og nu vil de så prøve noget nyt med en kombination af revy og comedy, og det lyder vældig spændende. Men så er det jo klart, at Tivoli vil vaske tavlen ren og vælger at gå i en anden retning,’ udtaler James Price til B.T.

Lisbet Dahl forklarede ellers, at hun med vemod tog afsted med den genoplivede revy. Hun ville nemlig overlade tivolirevyen til nye kræfter.

James Price holder sig beskæftiget

Tv-kokken understreger derimod, at han godt kan se sig selv som kapelmester i revyen på et senere tidspunkt trods afskedigelsen.

‘Man ved jo aldrig, hvor længe man har, og i den her branche ryger vi jo rundt i forskellige engagementer. Og i år var min 33. revy, så jeg har godt nok lavet nogle stykker. Så bliver det i givet fald min første rene sommerferie, jeg kan holde og bruge på andre ting,’ lyder det fra James Price med et glimt i øjet.

Tv-kokken holder sig da også godt beskæftiget, da han i selskab med hustruen Anette Larsen lige nu befinder sig på Amalfikysten for at researche til deres kommende debutkrimi.

‘Men jeg har bestemt tænkt mig at fortsætte med at lave musik og komponere, det er det, jeg er uddannet til, og jeg laver også madprogrammer og YouTube og ting og sager, så jeg sætter mig ikke ned med hænderne i skødet,’ slår James Price fast til sidst.

Michael Meyerheim har netop offentliggjort, at konen er syg.