Politiet har anholdt en indbrudstyv, der skar to spilleautomater op i Nørresundby og stjal mønter og poletter.
Det skriver Nordjyllands Politi i deres døgnrapport.
Indbruddet fandt sted onsdag aften, og en medgerningsmand satte manden af ved en beværtning i Nørresundby.
Derefter knuste indbrudstyven en rude ind til stedet, hvor der stod spilleautomater.
Han skar to spilleautomater op med en vinkelsliber og lagde mønter og poletter i en taske.
Indbrudstyven og medgerningsmanden flygtede derefter fra stedet i medgerningsmandens bil.
En hundepatrulje ankom til stedet, men sporet stoppede af naturlige årsager dér, hvor indbrudstyven var blevet samlet op.
Politiet fik dog hjælp af video-overvågning på beværtningen, og da en patrulje mødte gerningskøretøjet i Aabybro, lykkedes det at få standset bilen.
Begge mænd i bilen blev anholdt, og politiet fandt både tyvekoster og indbrudsværktøj i bilen.