
Orkanen er den kraftigste, der er blevet målt i området.
Blandt andet et 35 år gammelt reservat for havskildpadder i byen Acapulco kæmper for sin overlevelse.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Orkanen har fået navnet Otis.
Reservatet har siden 1980’erne haft sit virke på stranden i Acapulco, hvor det har arbejdet for at beskytte skildpadderne. Her er deres æg blevet indsamlet, så dyrene trygt kan ruge og derefter vende tilbage til havet, når æggene er blevet udklækket. Nu er fremtiden for reservatet dog usikker.
– Vi har et reservat for at beskytte havskildpadder. Min mor har arbejdet og kæmpet for det i 35 år, men denne gang har en orkan ødelagt hele huset, hvor vi bor med mine døtre, siger Michelle Montero.
Hun er datter til Monica Vallerino, som startede reservatet.
– Vi forventede en storm, men ikke en med så meget styrke, siger Michelle Montero.
– Desværre ramte det os så hurtigt, at vi ikke nåede at beskytte rederne.
Otis ramte Acapulco med vindhastigheder på 266 kilometer i timen. Orkanen førte til omfattende oversvømmelser og ødelæggelser af hjem, hoteller og andre virksomheder.
Evelyn Salgado, guvernør i Guerrero, har oplyst, at 45 har mistet livet, mens 47 31. oktober endnu var meldt savnede.
Blandt de døde er en amerikansk statsborger, en brite og en canadier.
I desperation over manglen på vand og mad er der opstået plyndring visse steder i den ødelagte by med næsten 900.000 indbyggere.



