Her falder sneen

Der er faldet sne i Bindslev i Nordjylland

Flere steder i Danmark er vågnet op til frost og en lille smule sne.

Et vild vejrskifte er på vej henover Danmark i den kommende uge.

For hvis du havde vænnet dig til varme og sol, er det muligt, du bliver en anelse skuffet i den kommende uge.

For i Nordjylland vil det være muligt at støde på slud, som endda har udviklet sig til sne eller tøsne.

Presse-fotos.dk har fået tilsendt billeder fra Bindslev i det nordjyske, hvor man kan se et lag sne har lagt sig på bilen.

Onsdag kommer der dog en lille pause fra slud og sne. Det skulle holde tørt med lidt eller nogen sol.

Den østlige del af landet får tre graders varme, mens temperaturerne længere vestover sniger sig op på otte-ni grader.

– Natten til torsdag kommer regnvejret så tilbage i hele landet – dog med lidt ophold i nedbøret. Torsdag er der fortsat et forholdsvist stort temperaturmæssigt spænd, siger Trine Pedersen, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Nordjylland får således to til tre graders varme, mens de syd- og sydøstlige egne er oppe omkring ti-tolv grader.

Ugens sidste hverdag starter med tørvejr, men så breder der sig igen et regnvejr vestfra. Fredag aften ser det ud til, at der er regn i store dele af landet.

Temperaturerne fredag er forholdsvist milde og ligger på mellem syv og tretten graders varme på tværs af landet.