Godt nyt til Danske Bank-kunder: 47.000 skal have kompensation

Danske Bank forventer, at 47.000 kunder skal modtage kompensation, fordi banken ulovligt har opkrævet for meget af dem i inkassosager.

Det oplyser banken torsdag aften ifølge Finans.

Desuden lyder det, at “en række inkassokunder” vil blive kompenseret som følge af fejl i bankens system til inddrivelse af gæld af personlige fordringer.

Danske Bank forventer, at “langt størstedelen” af de kunder, som er blevet overopkrævet, vil få udbetalt kompensation i løbet af året.

Men der er risiko for, at nogle af dem ikke vil få tilbagebetalt de beløb, som de har krav på.

– Denne risiko gælder særligt for sager, der er overført til de fejlbehæftede systemer før 2004, hvor data er af ringere kvalitet, skriver banken ifølge Finans.