11. aug. 2023 - 8:26

Galleri: Ballonskippere i luften for første gang efter flere DM-aflysninger



De første fem etaper af DM i ballonflyvning måtte aflyses. Fredag morgen arter vejret sig igen

For første gang ved dette års afvikling af DM i ballonflyvning er luftballonerne steget til vejrs.

Annonce

Det fortæller presseansvarlig Susanne Geil fredag morgen.

– Vejret har artet sig. De første luftballoner er i luften og står flot på himlen. Det er fantastisk at se, siger hun til Ritzau.

Vindforholdene har drillet tirsdag til torsdag. Derfor blev de første fem etaper af mesterskabet aflyst.

I alt er der planlagt otte etaper. Mindst to skal gennemføres, før der kan kåres en danmarksmester.

Efter morgenens etape afvikles den næste fredag aften, hvis vindforholdene bliver ved med at arte sig.

Annonce

– Forhåbningerne er, at vejret fortsat holder i dag, og at vi kan lave endnu en flyvning i aften. Piloter og balloncrew er fortsat optimistiske og tror på, at det nok skal lade sig gøre, siger Susanne Geil.

Tidligere har hun fortalt, at man netop starter med at planlægge otte flyvninger, da der ofte er risiko for aflysninger.

– Vejret er så altafgørende en faktor, at det nærmest er unormalt, at der ikke er aflysninger. Det er en kalkuleret risiko, at der vil være aflysninger, sagde Susanne Geil onsdag.

DM i ballonflyvning afholdes tirsdag til lørdag i Hårslev på Nordfyn.

Annonce

Konkurrencen består i at være bedst til præcisionsflyvninger – at komme tættest på et givent mål.

En varmluftsballon har ikke et rat og flyver derfor altid i vindens retning, der kan variere i de forskellige luftlag. Man styrer ballonen op og ned ved at opvarme luften i ballonen.

I mesterskabet dyster 12 ballonskippere om danmarksmestertitlen.

En af de 12 skippere har særlig erfaring med DM i ballonflyvning. De seneste fire år er Christoffer Mundt og hans hold nemlig løbet med sejren og titlen som danmarksmester.

Mens ballonskipperne nu endelig er i luften, forsætter de øvrige aktiviteter på flyvepladsen i Hårslev. Man kan blandt andet bygge og male sin egen drage eller prøve en ballontur gennem VR-briller.

/ritzau/



ANDRE LÆSER OGSÅ

VI ANBEFALER