Gård i Græsted i flammer: Brænder ned til grunden

Der opstod søndag aften brand på en gård på Pårupvej i Græsted.

“Vi modtog anmeldelsen kl. 19.21. Der er tale om en forholdsvis stor brand, og det ender nok med en kontrolleret nedbrænding,” siger Flemming Hansen, vagtchef, Nordsjællands Politi.

Vagtchefen siger desuden, at et kort stykke af Pårupvej er spærret af, så brandslukningskøretøjerne kan komme til at arbejde i fred og ro på stedet.

Hverken mennesker eller dyr er kommet noget til i forbindelse med branden. Og der er ingen fare for andre bygninger.

Vagtchefen tilføjer, at politiet efter nedbrændingen vil undersøge, hvordan branden er opstået.