En heldig dansker har fredag aften vundet historiens største gevinst i Eurojackpot, der gav over 750 millioner kroner.
Helt nøjagtig lød gevinsten på 759.318.630 kroner. Det skriver flere medier.
De gyldne cifre lød 1-11-17-19-33. Dertil kom eurocifrene 3 og 7. For at vinde førstepræmien i Eurojackpot skal man ramme alle disse syv cifre.
Der var ingen, der havde ramt alle syv cifre i mange uger i træk, og derfor var førstepræmien bare blevet højere og højere.
Det kan den glade dansker være glad for. Nu er der i den grad råd til ferie – og med en vis sandsynlighed penge nok til resten af livet.
Den hidtil største gevinst i Eurojackpot til en dansker faldt i 2015, hvor førstepræmien lød på 315 millioner kroner. Og det er unægtelig også mange penge sidst på måneden.
Sandsynligheden for at ramme de syv cifre i Eurojackpot er 1 til 140 millioner.
De deltagende lande i Eurojackpot er Danmark (incl. Færøerne og Grønland), Sverige, Norge, Island, Finland, Estland, Letland, Litauen, Holland, Tyskland, Tjekkiet, Ungarn, Kroatien, Slovenien, Italien, Spanien, Slovakiet og Polen.