Fuld 48-årig kvinde kørte ind i vejskilt: Politiet beslaglægger bilen

Arkivfoto

En 48-årig kvinde er sigtet for spirituskørsel, efter at hun mandag kørte ind i et vejskilt i Grenå. Hendes promille er målt til over 2.

Østjyllands Politi skriver i deres døgnrapport, at en 58-årig mandlig bilist havde kørt på Havnevej i Grenå bag ved en varebil. Denne bil kørte noget usikkert og slingrede en del. Pludselig svingede varebilen til venstre ad Hornsleths Allé, hvor den kørte ind over fortovet og ramte et vejskilt.

Den 58-årige mand kunne se, at bilen holdt stille, men at der stadig sad nogen bag rattet. Han vendte derfor rundt for at tjekke, om føreren af varebilen var ok. Da manden gik hen til varebilen, kunne han se, at den kvindelige fører kørte frem og tilbage for at komme fri at det vejskilt, hun var kørt ind i.

Da den 58-årige mand tog kontakt til kvinden, fik han straks mistanke om, at hun var påvirket, og han kontaktede derfor politiet., De bad ham om at forsøge at få fat i bilnøglerne, så kvinden ikke kunne køre videre.

Da politiet ankom, tog de en alkometer-test på kvinden, der havde en promille på over 2. Den højst tilladte promille for at køre bil er 0,5.

Derfor sigtede politiet kvinden for spirituskørsel, og de beslaglagde bilen.

Kvinden har tidligere fået inddraget førerretten administrativt, og hun bliver derfor også sigtet for at køre uden førerret. Bilens ejer, en 60-årig mand, bliver desuden sigtet for at have overladt bilen til en person uden førerret.