Foreningen bag den bornholmske festival, Wonderfestiwall, skal betale en bøde på 73.800 kroner i en sag om overtrædelse af arbejdsmiljøloven.
Det oplyser Retten på Bornholm til Ritzau.
Dommen er afsagt torsdag.
Bøden stemmer overens med den bøde, som politiet havde krævet, at festivalen skulle betale.
Ifølge bødeforlægget i sagen kom en frivillig til skade, da vedkommende arbejdede på festivalen i august sidste år.
Ulykken skete i forbindelse med, at en knækarmslift skulle flyttes. Men det skete uden, at arbejdet var planlagt, tilrettelagt, eller udført sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Det var festivalen ansvarlig som arbejdsgiver for ifølge bødeforlægget.
Af bødeforlægget fremgår det, at den frivillige brækkede et kraveben og flere ribben.
En bødesag kan behandles uden at skulle for retten, men man kan også vælge, at retten skal vurdere sagen.