Efter dage og uger med både storm og skybrud, smiler solen nu på danskerne. Det skal udnyttes lige så længe det varer og flere forlystelsesparker åbner dørene. Legoland i Billund er en af dem og danskerne valfarter stadig til det klodsede land.
Mens mange danskere er rejst på ferie er der andre, der har satset på den danske sommer. Men man behøver ikke at rejse til Indien for at se Taj Mahal, til England for at se London Eye eller til København for at opleve Nyhavn. I Legoland kan man se alle seværdighederne og blive imponeret over, hvor meget arbejde der er blevet lagt i at bygge disse verdensberømte bygninger i en skala, hvor gæsterne føler sig som kæmper, mens de nyder synet af legoklodser og seværdigheder.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Der er blevet tænkt over detaljerne på bygningerne og på måden, som parken er indrettet. Der er noget for alle om du er til pirater, cowboys eller Gurli Gris. I Legoland har man tænkt over at være tilgængelig for gæster i alle aldre.
Der er lidt for alle dem, der elsker de hurtige forlystelser og til småbørnsfamilierne som er til de lidt langsommere pariserhjul. Hvis du gerne vil prøve lykken med at vinde en bamse til kæresten eller børnene, så er der også rig mulighed for at bruge masser af penge ved boderne.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Der er både burgere, pizza og masser af søde sager i de forskellige cafeer. Har du børn, der har brug for bleskift eller amning, så har Legoland og tænkt over det. Der er masser af tid og til at tage baby med ind på Baby Care Centre og få en lille pause inden eventyret fortsætter.
Gurli Gris er populær mellem voksne og børn
Som noget nyt har Legoland åbnet op for legelandet, hvor den populære Gurli Gris er midtpunktet. Et stort område, som er belagt med kunstgræs. Hele familien er også inviteret til at tage plads ved scenen i legeområdet, hvor teaterforestillingen kan nydes.
(Artiklen fortsætter under billedet)
På legepladsen er der plads til alle, da Legoland har dedikeret et stort område til leg for børnene og sækkestole nok til alle de trætte forældre. Flere har taget plads i skyggen med både store slush ice-krus, bamser og hvad man ellers har fået samlet på turen gennem parken.
På en varm sommerdag er en tur i Legoland helt oplagt. Husk dog at medbringe egen trækvogn, da det ikke er muligt at leje en i parken. Så har du taget drikkevarer, et tæppe til at sidde på eller en stor taske med skiftetøj, solcreme og snacks med, så skal du være klar på at bære det hele selv.
Lægger du vejen forbi Legoland vender du også hjem med et smil over de mange søde medarbejdere, som altid er smilende og finder det ekstra overskud frem. Børnene husker, at piraten ved piratskibende sprøjtede med vand lige inden man steg ombord på forlystelsen. Også prinsessen, der tog sin tid til at tale med det generte barn, som efter lidt overtalelse, alligevel gerne vil have et billede med prinsesserne.
Alt i alt en stor oplevelse for hele familien, som børnene kan bruge hele sommerferien på at snakke om. Her er der masser af indtryk og oplevelser gennem hele dagen.