Fordømmer grusom video: Nye uhyrligheder begået af russiske soldater

Foto: Instagram

En video, der angiveligt viser russiske styrker henrette en ukrainsk soldat, fordømmes af præsident Zelenskyj

På videoen kan den ukendte mand høres råbe “Slava Ukraini”, – groft oversat til “længe leve Ukraine” – før han bliver skudt af ukendte gerningsmænd.

En video på sociale medier, der angiveligt viser en tilfangetaget ukrainsk soldat blive henrettet af russiske styrker, bliver mødt med fordømmelse af landets præsident, Volodymyr Zelenskyj.

– Vi skal i fællesskab svare på hans udråb: længe leve helten, længe leve heltene. Længe leve Ukraine. Vi vil finde morderne, siger han.

Den 12-sekunder lange video, der blandt andet florerer på det sociale medie Twitter, viser angiveligt en ubevæbnet mand i uniform med et ukrainsk gradstegn.

Videoen viser manden stå og ryge en cigaret i et skovområde, da han angiveligt bliver ramt og skud og falder til jorden.

En stemme kan efterfølgende høres sige “dø, kælling” på russisk.

Videoens autenticitet er ikke blevet bekræftet.

Ukraine påbegyndte mandag en efterforskning af sagen, der ifølge landets statsanklager Andriy Kostin er tegn på Ruslands systematiske tilsidesættelse af international lov.

Ruslands forsvarsministerium har ikke kommenteret hændelsen.

OPDATERING:

Ukraines militær har nu identificeret en krigsfange, som russiske soldater angiveligt henretter i en video, der florerer på sociale medier.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Soldaten, identificeret som Tymofij Sjadura, har været savnet siden 3. februar efter kampe omkring Bakhmut i det østlige Ukraine.

Ukrainske styrker har endnu ikke bjærget soldatens lig fra området, som russiske styrker ifølge Reuters besætter.

Til BBC siger soldatens søster, hvis navn mediet ikke bringer, at hun også mener, det er ham.

– Min bror ville helt sikkert være i stand til at stå op mod russere på den måde, siger hun.

Den 12 sekunder lange video, der blandt andet florerer på det sociale medie Twitter, viser en ubevæbnet mand i uniform med et ukrainsk gradstegn.

Videoen viser manden stå og ryge en cigaret i et skovområde, da han angiveligt bliver ramt af skud og falder til jorden.

Videoens autenticitet er ikke blevet bekræftet.

/ritzau/