Fodgænger fundet død på gaden – nye oplysninger i sagen

Politiets efterforskning af en en påkørsel i Haderslev sent fredag aften har mandag ført til nye oplysninger.

En 51-årig mandlig fodgænger blev fredag kort før midnat påkørt, hvorefter bilisten forsvandt fra stedet. Fodgængeren blev efterfølgende fundet bevidstløs af et vidne.

Ifølge politiet har efterforskningen vist, at den 51-årige mand af ukendte årsager faldt og landede på kørebanen på Laurids Skaus Gade, inden han kort tid efter blev påkørt.

Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Faldets skyldtes ikke, at han blev skubbet, fastslår politiet.

Politiet har flere gange efterlyst føreren af den bil, som menes at have påkørt manden. Også en specifik bil er blevet efterlyst.

LÆS OGSÅ: PERSON FUNDET DØD MIDT PÅ GADEN

Føreren har endnu ikke henvendt sig til politiet, og mandag bedes vedkommende igen om at henvende sig til Syd- og Sønderjyllands Politi.

Den bil, der efterlyses, er en mørk femdørs personbil med grå fælge. Bilen kom kørende fra Aastrupvej og kørte fra Laurids Skaus Gade til højre ad Bredgade omkring midnat fredag.

Der er muligvis tale om en Peugeot 308 fra cirka 2017.

Også borgere, der måtte have set den pågældende bil i eller omkring Haderslev eller har oplysninger om bilen eller føreren bedes kontakte politiet.

Derudover beder Syd- og Sønderjyllands Politi borgere, der har kørt i området fredag aften med dashcam på bilen, om at tjekke deres optagelser for relevante oplysninger.

Tidligere har politiet omtalt en hvid ladbil i forbindelse med sagen, men det har vist sig, at den ikke har haft noget med påkørslen at gøre.