En kriminel gruppe er anholdt i en lufthavn på Tenerife for at stjæle fra passagerers bagage
14 ansatte i den sydlige lufthavn på Tenerife er blevet anholdt for at stjæle fra passagerers bagage i lufthavnen.
Det skriver mediet Canarian-Weekly.
Desuden bliver 20 andre efterforsket i forskellige forbrydelser – herunder for at tilhøre en kriminel gruppe, for røveri, hærværk og for hvidvaskning af penge.
Lufthavnen er en international lufthavn, som ligger ved de Kanariske Øer. Derfor kommer mange turister – herunder danske – forbi lufthavnen, når de rejser på ferie.
Aktionen blev indledt i lufthavnen, efter at der var sket en stigning i antallet af klager fra rejsende.
For mange af klagerne handlede om tyveri fra deres indtjekkede bagage i lufthavnen, skriver Canarian-Weekly.
Ifølge mediet stjal de 14 anholdte fra bagagen under overførslen af bagage til flyets lastrum, hvor de arbejdede.
Her læssede de kufferterne i et langsommere tempo, hvorefter de åbnede dem i lastrummet, når der ikke var andre kolleger til stede.
Hver person var ansvarlig for forskellige roller i processen – eksempelvis at vælge flyrejse eller at skjule de stjålne genstande.
Både smykker, mobiltelefoner, ure og elektroniske enheder blev taget fra kufferterne, før de lukkede dem igen.
Ifølge Canarian-Weekly er der næsten blevet stjålet for to millioner euro.
Politiet har fortaget adskillige ransagninger – blandt andet de ansattes skabe i lufthavnen, som de brugte til at skjule genstande, private køretøjer og de anholdtes hjem.
Her beslaglagde de 29 ure, 120 smykker af guld og ædelsten, 22 mobiltelefoner, elektroniske enheder, 13.000 euro i kontanter og et køretøj.
De anholdte nåede også at sælge mange genstande videre til eksempelvis genbrugssmykkebutikker og netbutikker.
Derfor blev 27 butikker på Tenerife undersøgt af politiet. Det skriver Canarian-Weekly.
/ritzau/