Caroline Stage har tidligere arbejdet som politisk chef hos Moderaterne og været Løkkes særlige rådgiver.
Digitaliseringsminister Caroline Stage (M) stiller gerne op til næste folketingsvalg.
Det siger hun til Altinget.
– Hvis jeg får lov, så stiller jeg op til næste folketingsvalg. Der er jo ikke nogen folketingskandidater i Moderaterne endnu, siger hun til mediet.
Hun er en af tre ministre fra Moderaterne, som i dag ikke sidder i Folketinget, men som er hentet ind på ministerholdet.
De andre er uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) samt klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M).
Hverken Stage, Egelund eller Aagaard har en opstillingskreds endnu, og Stage siger til Altinget, at Moderaterne endnu ikke har taget stilling til, hvem der stiller op og i hvilke kredse.
Det næste folketingsvalg skal afholdes senest 31. oktober 2026. Men statsminister Mette Frederiksen (S) kan selvsagt trykke på valgknappen inden da.
Stage fik en udfordrende begyndelse som minister. Hun blev overraskende ny digitaliseringsminister ved ministerrokaden i august.
Dagen efter, at Stage blev udnævnt til minister, kunne B.T. beskrive en klage fra ansatte i Moderaternes sekretariat til Arbejdstilsynet om dårligt arbejdsmiljø i partiet. Hun var fra januar 2023 til sommeren 2024 politisk chef i sekretariatet.
I B.T.’s artikel lød det fra en anonym tidligere medarbejder, at personen “synes, at Caroline Stage direkte har faciliteret den mobbende og sexistiske kultur”. Fire dage senere undskyldte Stage.
Sagen var så alvorlig, at Stage overvejede at trække sig. Det har hun udtalt i et interview med Ritzau.
– Jeg overvejede da bestemt flere gange, om jeg kunne være i det. Det var virkelig en lakmustest, må man sige, sagde Stage tidligere på måneden.